Sådan læser du et diagram

Hvorfor bruger man et diagram?

Når man som strikkedesigner vælger at lave et diagram, så er det fordi, at et diagram gør det nemmere at videreformidle mønsteret og fordi det er nemmere for strikkeren at gennemskue. Med et diagram sparer man, at skulle skrive række efter række med strikkeforkortelser, som man hurtigt mister overblikket i. 

Hvad er fordelene ved et diagram? 

Fordelene ved et diagram er, at man som strikker kan se, hvilke masker som ligger over hinanden. Et diagram skaber mere gennemskuelighed og letter strikkeprocessen.

 

Hvordan læser jeg et diagram og hvad skal jeg være opmærksom på?

Et mønsterdiagram læses fra bunden. Du begynder i højre side og bevæger dig mod venstre og opad. Hvis det du strikker, strikkes frem og tilbage, skal du også bevæge dig frem og tilbage i diagrammet. Det betyder at første rækkes strikkes fra højre mod venstre, anden række fra venstre mod højre osv. Strikker du derimod rundt, læses diagrammet fra højre mod venstre, række for række.

I mine opskrifter, vil vrangrækken som regel være synlig i diagrammerne. Men i andre opskrifter, kan du komme ud for, at den ikke er angivet. Det betyder at vrangrækken skal strikkes vrang (ved strik frem og tilbage) eller ret (hvis du strikker rundt). Du kan se det, i nummereringen i højre side af diagrammet, da tallene i givet fald vil springe.

Hvad er en mønsterrapport?

En mønsterrapport angiver en gentagelse i mønsteret. Denne fremhæves med en tyk ramme og gentages i bredden og i højden.