Sorbetcardigan

 

Hej I skønne strikkere! 

I var en del der spurgte ind til min sorbetcardigan og hvordan jeg mon strikker den rundt, hvilke farver jeg har brugt, strikkefasthed mm. Jeg vil starte fra en ende! 

Jeg strikker i en tråd yaku fra CaMaRose og en tråd Lace fra Lang Yarns, jeg strikker disse sammen (nævnt som strikket, ovenfra og ned). 

  1. Yaku - Råhvid, Lace - 0094 (kanter)
  2. Yaku - Pudder, Lace - 0048
  3. Yaku - Bordeaux, Lace - 0080
  4. Yaku - Beige, Lace - 0026
  5. Yaku - Støvet rosa, Lace - 0048
  6. Yaku - Mørk sennep, Lace 0068

Jeg har brugt et nøgle af hver farve der er nævnt og 2 nøgler af Lave 0048 (da den går igen i to farveblokke).

Angående strikkefastheden, så passer den for mig - Jeg strikker min cardigan på pind 4 mm og pind 3 til kanter og der er ingen problemer. Jeg vil dog anbefale dig at lave en strikkeprøve, inden du går igang med dit store projekt! Har du for mange masker på 10 cm, så prøv med en tykkere pind, har du til gengæld for få masker, så prøv med en tyndere. 

Jeg strikker min cardigan rundt og klipper den op, istedet for, at strikke den frem og tilbage. Det gør jeg af den simple grund, at jeg gerne vil undgå vrangmaskerne. De fleste opskrifter, kan godt strikkes rundt istedet for frem og tilbage - især sådan en glatstrikket sag, som sorbetcardiganen. Der kommer lige en lille vejledning, så du selv kan kaste dig ud i et opklipningsprojekt! 

Sorbetcardiganen, er strikket uden kantmasker (der er i hvert fald ikke opgivet nogen i opskriften). Derfor har jeg tilføjet 3 masker i hver "ende" af arbejdet - Når du slår masker op, slår du 3 masker op, det antal masker som opskriften foreskriver og så 3 masker ekstra. Omgangen begynder i midten af de 6 ekstra masker. Strik 2 ret, 1 vrang, det som opskriften foreskriver, 1 vrang og 2 ret. Så hvis du ser på dine ekstra masker, ser de såden ud: 1 vrang, 2 ret, omgangens start, 2 ret og en vrang. Jeg foretager mine farveskift ved omgangens start. Strik dit arbejde som opskriften ellers foreskriver, men alle vrangpinde strikkes istedet ret. Når arbejdet er færdigt, sidder alle dine farveskift i din opklipsstolpe - du behøver ikke hæfte disse ender. 

Nu kommer du til opklipsdelen - du skal nu enten sy eller hækle dine masker sammen, så de ikke løber når du klipper. Jeg har altid syet dem på maskine (for jeg er overhovedet ikke ferm med en hæklenål) men jeg overvejede at kaste mig ud i det denne gang (alt har vel en begyndelse). Måske jeg ser om jeg kan filme det hvis jeg gør - Hvorom alting er, så skal du sy/hækle i retmasken før/efter vrangmasken ind mod omgangs start. Herefter kan du faktisk klippe op imellem de to syninger, uden at arbejdet løber. Du kan samle op i vrangrækken til dine forkanter og - voila - et styk cardigan uden vrangpinde. Opklipskanten kan godt være lidt trævlet at se på, se om du kan klippe den helt ren og hæft den derefter fast med den farve, som du har brugt til dine forkanter - pas på, at du ikke får den hæftet ind i farveblokkene, så den kan ses. 

 

Jeg håber du kan bruge den her lille guide, rigtig god strikkelyst!

 

<p>Indlægget er skrevet i samarbejde med//</p>
<a href="https://www.partner-ads.com/dk/klikbanner.php?partnerid=28522&amp;bannerid=60891" target="_blank" rel="nofollow noopener noreferrer"> <img src="https://www.partner-ads.com/dk/visbanner.php?partnerid=28522&amp;bannerid=60891" border="0" /></a>

Skriv en kommentar

Alle kommentarer gennemlæses inden de offentliggøres